Det er så svært at tilgive
Jeg har altid haft det svært med tilgivelse, både ordet og handlingen. Ordet betyder vel egentlig ’at give til’, og hvad betyder det? Mit spørgsmål er retorisk, fordi jeg ikke forventer at finde et svar, men jeg elsker sprog og at grave i ords betydning og oprindelse.
Men her kommer jeg i hvert fald til kort, så lad mig kigge på selve handlingen.
Selve handlingen ’at tilgive’ er i bund og grund at sætte sig selv fri af en smerte eller et nag, som man føler over for et andet menneske. Og det ønsker man at opnå ved at slippe sit fokus på personen og det, som vedkommende har gjort mod én.
Nogle gange er det nemt nok, andre gange er det nærmest umuligt. Altså at tilgive.
Uanset hvad så oplever jeg, at når der opstår en situation, hvor jeg føler, at jeg bør arbejde mig henimod tilgivelse, så er det en kærkommen chance til at se lidt grundigere på mig selv. Der er nemlig altid et eller andet på spil, som jeg har lagt ned i skyggen, dvs. en skyggeside, og den er nu klar til at blive hentet frem i lyset, så jeg kan komme videre.
Her på bloggen kommer jeg til at skrive mere om skyggesider, for jeg har lært rigtig meget af at udøve skyggearbejde, og mine erfaringer kan måske også komme dig til gode.